Hvad er dårlig ånde og hvorfor opstår det?
Dårlig ånde, også kendt som halitosis, er betegnelsen for ubehagelig lugt fra munden.
Det er et almindeligt problem, der kan være midlertidigt (efter fx at have spist hvidløg) eller vedvarende på grund af underliggende årsager.
Ifølge tandlægeforeninger skyldes langt størstedelen af tilfældene forhold i selve mundhulen – især bakterier, der nedbryder madrester og frigiver svovlholdige forbindelser. Men der kan også være mere komplekse forklaringer.
De mest almindelige årsager til dårlig ånde
Vi har samlet de mest almindelig årsager til, at du oplever dårlig ånde. Læs dem igennem og vurder om det er noget som kunne passe på dig.
Bakterier i munden
Efter vi har spist, bliver små madrester siddende mellem tænder og langs tandkødet.
Bakterier nedbryder disse madrester, hvilket frigiver ildelugtende svovlforbindelser.
Især tungens overflade er et hotspot for disse bakterier.
Tør mund (mundtørhed)
Spyt er naturens egen mundskyl
Når spytproduktionen falder, øges risikoen for dårlig ånde, fordi bakterierne ikke skylles væk.
Mundtørhed kan opstå pga. medicin, sygdomme, dehydrering eller simpelthen ved at trække vejret gennem munden.
Kost og drikke
Visse fødevarer – som løg, hvidløg og stærke krydderier – kan give midlertidig dårlig ånde.
Det skyldes, at stoffer fra maden optages i blodet, transporteres til lungerne og udskilles via åndedrættet.
Kaffe og alkohol kan også forværre problemet ved at udtørre munden.
Tand- og tandkødssygdomme
Parodontitis (tandkødsbetændelse) og ubehandlede huller i tænderne kan skabe lommer med bakterievækst, der er svære at nå med tandbørsten. Disse områder kan være en konstant kilde til dårlig lugt.
Medicinske tilstande
Selvom mundhulen oftest er synderen, kan dårlig ånde også stamme fra andre dele af kroppen:
- Kronisk bihulebetændelse
- Mave-tarmsygdomme (fx refluks)
- Diabetes (kan give en karakteristisk acetone-lugt)
- Lever- eller nyresygdom
7 tips til friskere ånde
Vi har smalet de bedste tips til at fjerne den dårlige ånde. Vi anbefaler at du læser dem igennem og herefter tester dem af, en efter en.
1. Børst tænder grundigt 2 gange dagligt
Brug fluortandpasta og børst i mindst 2 minutter hver gang. Vær særligt omhyggelig langs tandkødsranden.
2. Brug tandtråd eller mellemrumsbørster dagligt
Det er her, mange lugtkilder gemmer sig, fordi børstehovedet ikke kan nå.
3. Rens tungen
En tungeskraber eller bagsiden af en tandbørste kan fjerne bakteriebelægning, som ellers giver vedvarende lugt.
4. Hold munden fugtig
Drik vand jævnligt, og tyg sukkerfri tyggegummi for at stimulere spytproduktionen.
5. Vær opmærksom på din kost
Spis fiberrige grøntsager og frugter, og begræns stærkt lugtende fødevarer, hvis du skal være social kort tid efter.
6. Undgå tobaksprodukter
Rygning og snus giver både direkte lugt og øger risikoen for tandkødssygdomme.
7. Regelmæssige tandlægebesøg
En professionel rensning kan fjerne tandsten og bakteriebelægninger, som du ikke selv kan komme til.
Hvornår bør du søge hjælp?
Hvis dårlig ånde er vedvarende på trods af grundig mundhygiejne, eller hvis du oplever andre symptomer som smerter, hævelse eller synkebesvær, bør du kontakte tandlæge eller læge.
Det kan være tegn på en underliggende tilstand, der kræver behandling.
Kilder
- Sundhed.dk – “Dårlig ånde (halitosis)”
- Netdoktor.dk – “Dårlig ånde”