I mange år blev zink ikke regnet for noget særligt. Først i midten af det 20. århundrede begyndte forskere at forstå, hvor gennemgribende en rolle dette lille mineral spiller i kroppens kredsløb. Zink er ikke et stof, man ser eller mærker direkte, men det arbejder stille i baggrunden, hvor celler dannes, væv repareres, og immunforsvaret holder sin rytme.
Zink – et vigtigt sporstof
Et metal fra jordens indre
Zink findes naturligt i jordskorpen, og i små mængder i næsten alt levende. Det er et af de grundstoffer, der har vandret fra mineral til organisme, fra sten til blod, et billede på naturens cyklus, hvor alt hænger sammen.
Når man smelter jern, danner zink et beskyttende lag; i kroppen gør det noget lignende. Det indgår i over hundrede enzymer, hvor det fungerer som en slags katalysator, der får livets små processer til at glide ubesværet.
Når kroppen mangler zink
En mangel på zink udvikler sig som regel gradvist. Kroppen har ingen store depoter, og når tilførslen bliver for lav, kan det mærkes i de processer, hvor zink indgår: celledeling, hud, hår, negle, smags- og lugtesans samt kroppens naturlige forsvar.
Hos børn og unge kan et lavt zinkindtag påvirke vækst og udvikling, mens det hos voksne ofte viser sig som træthed, nedsat appetit eller langsom sårheling. Der findes mange årsager til zinkmangel – fra ensidige kostvaner til øget behov ved sygdom eller stress, og en vurdering bør altid ske i samråd med sundhedsfaglig rådgivning.
Kilder i kosten
Zink findes i mange fødevarer – mest i animalske produkter som kød, fisk, æg og mejeriprodukter, men også i plantekilder som kerner, bønner og fuldkorn. Dog binder visse plantestoffer zink, hvilket kan gøre det sværere at optage, især i vegetariske kostformer.
Kroppen lagrer ikke zink i større mængder, og derfor må der jævnligt tilføres nyt gennem kosten. Det er et af de mineraler, hvor balance og regelmæssighed er vigtigere end mængde.
Et stille samspil
Zink arbejder tæt sammen med kobber og jern – et samspil mellem metaller, som både naturen og kroppen kender. For meget af ét kan forstyrre det andet, og derfor er det ikke et mineral, man skal “tage mere af”, men snarere forstå i sin sammenhæng.